Andenpilot fra styrtet fly var på hospitalet 10. marts

Skrevet af admin

27/03/2015

Dagens topnyheder

Andenpiloten fra det Germanwings-fly, der styrtede ned tirsdag i Alperne, var til udredning for en sygdom på et tysk hospital.

Andreas Lubitz rettede henvendelse til hospitalet i februar, og han var der sidste gang 10. marts, blot 14 dage før ulykken som kostede 150 mennesker livet.

Det skriver Universitetsklinikken Düsseldorf, UKD, i en pressemeddelelse.

Samtidig oplyses det, at medieforlydender om, at Lubitz skulle være på klinikken til behandling for depression, er forkerte.

Politiet har i andenpilotens lejlighed fundet en iturevet lægeerklæring for den dag, tirsdag, da hans fly fra Germanwings styrtede mod et bjerg i de franske alper.

Både den franske anklager i sagen og det tyske flyselskab Lufthansa, som ejer Germanwings, har bekræftet, at andenpiloten efter alt at dømme bevidst styrede flyet i døden.

Det er fortsat et åbent spørgsmål, hvilken sygdom andenpiloten skulle lide af.

/ritzau