Anders Breivik flytter fængsel igen

Flytningen sker, efter at Anders Behring Breivik tidligere har klaget over forholdene i Ila-fængslet, hvor Breivik hævdede, at han blev udsat for tortur. Den aktuelle flytning har dog ikke noget med Breiviks klager at gøre.

»Der er ingen speciel dramatik i det her. Det er måden, vi arbejder på i kriminalforsorgen, at særligt krævende indsatte af og til bliver flyttet mellem forskellige anstalter,« siger vicedirektør i det norske Kriminalomsorgsdirektoratet, Jan Erik Sandlie, til NRK.

Breivik sidder i dag som den eneste indsatte i Ila-fængslets afdeling med et særligt højt sikkerhedsniveau. To andre norske fængsler har lignende afdelinger, og Breivik flyttes nu til Skien-fængslet, hvor han tidligere har siddet i en kort periode.

»Han har selv søgt om at blive flyttet flere gange, men det er ikke derfor, at han nu bliver flyttet,« siger Jan Erik Sandlie.

»Det er de sikkerhedsmæssige forhold, som er afgørende for flytningen. De sikkerhedsmæssige forhold vil blive sikret,« siger kriminalforsorgens vicedirektør, der afviser at uddybe, hvad de sikkerhedsmæssige forhold består af.

Ledelsen i Ila-fængslet har i noget tid kendt til flytningen, og fængselsdirektør Knut Bjarkeid siger ligeledes, at der ikke er noget odiøst i flytningen.

Anders Behring Breivik blev sidste år idømt forvaring på ubestemt tid, efter at han 22. juli 2011 sprængte en bombe i Oslos regeringskvarter, der kostede otte personer livet. Efterfølgende dræbte Breivik 69 personer på øen Utøya, hvor Arbeiderpartiets ungdomsorganisation, AUF, holdt sommerlejr.

Dagens Gossip