Anders cyklede rundt med reb på bagagebæreren: Chefen kørte ham psykisk i sænk

Skrevet af Ninna Andreasen

01/12/2014

Mest læste i dag

Meget få tilfælde af psykisk relaterede arbejdsskader bliver anerkendt og giver erstatning.

En af dem, det er lykkedes for, er den 55-årige Anders Olsen. Han har fået en godtgørelse på 71.000 kroner, efter flere års arbejdspres og chikane gav ham en kronisk depression. Det skriver Fagbladet 3F

Ifølge Anders Olsen blev han blandt andet sat til at vaske 360 kvadratmeter om dagen, selvom normalen var det halve.

Det resulterede ofte i arbejdsdage på 10-12 timer og også i weekendarbejde.

Læs også: 8 ting kun personer med depression forstår

Til sidst fik han det så skidt, at han i juli 2010 cyklede hen til sin læge. På bagagebæreren lå et reb, fordi han overvejede at tage sit liv. Han blev indlagt med det samme på Psykiatrisk Skadestue i Viborg.

“Jeg kunne ikke sove om natten. Jeg følte, det var mig, der stod for skud. Jeg kunne ikke sige fra. Jeg bed det bare i mig,” siger han til Fagbladet.

En dag ringede chefen hjem til ham og skældte ham ud.

“Jeg satte medhør på, og min daværende kone og svigerfar overhørte det hele. De var rystede,” forklarer han.

Arbejdsskadestyrelsen har fastslået en varig méngrad på 10 procent oven på depressionen.