Anders Eggert melder afbud til herrelandsholdet

En skade gør, at venstrefløjen på det danske herrelandshold, Anders Eggert, ikke kommer med, når holdet i næste måned samles i træningslejr på Bornholm og til testkamp mod Polen i Herning.

- Anders har gennem længere tid haft problemer med sit ene knæ og efter undersøgelser i Danmark har det vist sig, at der er en mindre skade på bageste korsbånd, fortæller landstræner Ulrik Wilbek.

Skaden er dog ikke så omfattende, at 31-årige Eggert skal opereres. Han skal blot holde knæet i ro og udnytte sommerpausen til genoptræning.

I stedet for Flensburg-Handewitt spilleren har Wilbek udtaget Morten Balling fra Mors-Thy Håndbold, som makker til Casper Ulrich Mortensen på venstre fløj. Dermed har sæsonens liga-overraskelse fra klubben ved Limfjorden to spillere med i landsholdstruppen, idet bagspilleren Marcus Mørk i forvejen er udtaget.

Landsholdet samles i Hasle på Bornholm mandag den 17. juni og fredag den 21. juni spilles som nævnt mod Polen i forbindelse med lodtrækningen til EM-slutrunden i Danmark 2014.

Dagens Gossip

Dagens TV