Anders Eggert: Svært at snuppe førsteplads fra HSV

Skrevet af admin

15/11/2013

Dagens topnyheder

De forsvarende Champions League-vindere i håndbold, HSV, og en anden danskerklub, Flensburg-Handewitt, har skilt sig ud i toppen af gruppe D i årets gruppespil.

Før lørdagens interne tyske duel på HSV's hjemmebane fører Hamburg-holdet gruppen med otte point for fire kampe, mens Flensburg-Handewitt har tabt et enkelt point i udekampen mod Naturhouse La Rioja fra Spanien.

Flensburg-Handewitts danske venstrefløj, Anders Eggert, mener derfor, at hans klub kan få svært ved at slutte på førstepladsen.

- Det ser svært ud på den måde, at vi har smidt et point i Spanien. Det bliver et problem for os at få førstepladsen, siger han.

Gruppe D, hvor Aalborg Håndbold i øjeblikket ligger nummer tre med fire point, er foreløbig endt som den forventede duel mellem HSV og Flensburg-Handewitt.

Anders Eggert mener da også, at andenpladsen er et minimum for hans klub.

- Der er ingen tvivl om, at hvis man så på gruppen fra begyndelsen, så var vi og HSV favoritter til at blive nummer et og to. Det skal vi selvfølgelig kunne klare, ingen tvivl om det, siger han.

Venstrefløjen går til gengæld ikke voldsomt meget op i, om Flensburg-Handewitt slutter som nummer et eller to, selvom en førsteplads på papiret kan give en lidt lettere modstander i 1/8-finalerne.

Det skyldes blandt andet erfaringerne fra sidste sæsons gruppespil, hvor hans klub også var i pulje med HSV.

- De sluttede som nummer et og vi som nummer to, og senere trak vi dem igen i kvartfinalerne.

- Selvfølgelig kan det give en fordel, men der er nogle grupper, hvor der er flere gode hold. Sidste år var Kiel og Veszprem for eksempel i samme gruppe.

- Men der er da ingen tvivl om, at det er en fordel at blive nummer et, så har man de bedre lodtrækninger, siger Anders Eggert.

Allerede på onsdag skal Flensburg-Handewitt og HSV mødes igen i Champions League-gruppespillet, denne gang på førstnævntes hjemmebane.

/ritzau/