Anders Fogh bliver doktor i Rumænien

Tidligere statsminister, generalsekretær i Nato og nu også æresdoktor ved universitetet i Bukarest.

Anders Fogh Rasmussen kan nu føje endnu en titel til cv'et, efter han fredag modtog titlen som æresdoktor ved et officielt besøg på universitet i Bukarest. Det oplyser Nato.

Generalsekretæren, som i disse dage er i Rumænien i officielt ærinde for at diskutere Natos engagement i Afghanistan, modtog den ærefulde titel, da han afsluttede sit officielle besøg ved en ceremoni på universitet.

Ved lejligheden holdt den nye æresdoktor en tale, hvor han blandt andet lagde vægt på udvidelsen af Nato, som i fremtiden skal holde døren åben for nye medlemmer.

Anders Fogh Rasmussen er den 12. generalsekretær i Nato og blev udnævnt i april 2009 med tiltrædelse den 1. august samme år. Forinden var han fra 2001 Danmarks statsminister - en position han ved udnævnelsen til generalsekretær overlod til Lars Løkke Rasmussen.

Doktortitlen gives blandt andet for Anders Fogh Rasmussens lederskab i Danmark, Europa og i Nato.

/ritzau/

 

Dagens Gossip