Anders Fogh får nyt job: Skal flirte med våbenproducenter og forsvarsministerier

Skrevet af admin

25/06/2015

Mest læste i dag

Anders Fogh Rasmussen har fået nok at se til, efter at han sidste år forlod posten som Natos generalsekretær.

Foruden at drive sit eget konsulentfirma, Rasmussen Global, skal han nu også arbejde for konsulentfirmaet Boston Consulting Group. Det fortæller Berlingske Business.

Den tidligere statsminister skal bistå med at hive flere offentlige kunder ind i butikken.

- Han har et værdifuldt netværk, og han kender både dem, der køber, og dem, der sælger, og det er noget, vi har brug for i vores netværk, siger Lars Fæste, der er nordisk chef i Boston Consulting Group og medlem af den globale topledelse.

Selv ser Anders Fogh Rasmussen frem til at komme i arbejdstøjet.

- Jeg har gjort det klart fra starten, at det for mig handler om reelt arbejde og ikke bare at sidde som en slags kransekagefigur. Det synes jeg ikke er specielt udfordrende, siger han til avisen.

Den 62-årige forhenværende Venstre-leder afviser også at have planer om at trappe ned i nærmeste fremtid.

- Det er ikke noget, jeg har brugt meget tid på at overveje. Jeg tror heller ikke, at det ville være sundt for mig og mit helbred. Pensionering er ikke noget, der optræder i min ordbog, siger han.

Anders Fogh Rasmussen var generalsekretær i Nato fra 1. august 2009 til 1. oktober sidste år.

/ritzau/