Anders Fogh i Kiev: Tilbyder Natos støtte til Ukraine

Ifølge den ukrainske regering diskuterer Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, og Ukraines premierminister, Arsenij Jatsenjuk, hvordan Nato kan støtte Ukraines hær ud fra en fond. Fondens penge skulle bruges på områder som kommunikation, taktisk styring og cyberforsvar.

Der er ikke blevet diskuteret støtte i form af kampenheder, lyder det fra regeringskilder. Disse oplysninger er ikke bekræftet fra Natos side. De to parter mødes i Kijev torsdag, hvor generalsekretæren ankom tidligere på dagen.

- Er landet i Kijev. Jeg er her for at tilbyde Natos politiske støtte til Ukraine og præsident Porosjenko, skrev Anders Fogh Rasmussen på Twitter.

Besøget kommer, mens kampene ukrainske regeringsstyrker og prorussiske separatister igen ser ud til at intensiveres.

Ifølge AFP har den ukrainske regering skrottet våbenhvilen omkring nedstyrtningsstedet for passagerflyet fra Malaysia Airlines, MH17. Det sker, efter det hollandsk-ledede undersøgelseshold onsdag afbrød deres undersøgelse på grund sikkerhedssituationen i området.

Nato hævdede onsdag, at 20.000 russiske soldater står klar langs den ukrainske grænse. Samtidig begyndte det ukrainske luftvåben angreb mod millionbyen Donetsk, der er en af rebellernes højborge.

Angrebene er blevet fulgt af granatbombninger af byen torsdag, og én har mistet livet efter et angreb på et hospital i Donetsk.

Rusland fortalte tirsdag i FN i New York om, hvad landet betragter som den forfærdelige humanitære situation i Østukraine og tilbød omgående handling for at afhjælpe problemet. Den ukrainske regering afslog tilbuddet.

Konflikten har siden april kostet næsten 1300 mennesker livet ifølge FN, mens FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, anslår, at 285.000 civile er flygtet.

UNHCR advarer mod endnu større flygtningestrømme, hvis kampene intensivere.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV