Anders Hansen gjorde comeback

Anders Hansen var tilbage på golfbanen torsdag, efter at han har været ude siden juli, hvor han blev opereret i håndleddet. Det skete i Skotland i Johnnie Walker Championship på Glenaegles-banen, samme sted, hvor Ryder Cup bliver spillet til næste år.

Og Anders Hansen gjorde en hæderlig figur i Skotland, hvor han efter førstedagen er placeret på en delt 26. plads. Med 69 slag er Hansen to slag under par, det samme som Søren Kjeldsen i øvrigt.

Den 43-årige Anders Hansen fik i juli fjernet en cyste og noget brusk i håndleddet, og nu er hans målsætning at komme tilbage og spille de helt store turneringer. Det kræver en bedre placering på verdensranglisten , hvor han lige nu er placeret på 79.

- Min fremtidige målsætning er at komme tilbage i top 40 på verdensranglisten, så jeg kan deltage i alle de vigtige turneringer, sagde Anders Hansen inden turneringen i Skotland, der tidligere er blevet vundet af Thomas Bjørn i 2011 og Søren Kjeldsen i 2003

Anders Hansen er en af i alt ni danskere, der er med i Johnnie Walker Championship, der fortsætter de kommende dage. En af disse, Thorbjørn Olesen, skulle i første runde bruge 71 slag og er placeret på en delt 58. plads, mens Thomas Bjørn var et slag dårligere og er på en delt 81. plads.

- Spillet var ikke det bedste, men jeg formåede alligevel at lave nogle gode slag derude. Jeg skal slå en smule bedre i morgen (fredag, red.), skriver Olesen på Twitter efter sin runde.

Østrigske Bernd Wiesberger og argentinske Ricardo Gonzalez deler førstepladsen, begge spillere gik runden på 65 slag, syv under par.

Dagens Gossip