Anders Samuelsen bliver integrationsordfører

Danskerne skal formentlig indstille sig på et kommende folketingsvalg, hvor et af de centrale emner bliver integrations- og udlændingeområde.

I hvert fald gør flere partier på Christiansborg klar til at give området ekstra vægt i de kommende måneder.

Som en del af forberedelserne til den kommende valgkamp har Liberal Alliance torsdag justeret på gruppens ordførerskaber.

Forandringerne indebærer blandt andet, at integrations- og udlændingeområdet bliver opprioriteret, ved at partiformand Anders Samuelsen overtager området fra Merete Riisager.

Beslutningen er truffet på baggrund af en forventning om, at integration og udlændinge kommer til at spille en fremtrædende rolle i valgkampen, skriver Liberal Alliance i en pressemeddelelse.

- Det bliver mig, der kommer til at repræsentere Liberal Alliance ved de mest centrale og afgørende debatter i valgkampen, hvor det er rimeligt at antage, at integrations- og udlændingeområdet bliver et fremtrædende emne på dagsordenen.

- Derfor vil jeg gerne allerede nu kunne tegne partiet på området, siger Anders Samuelsen.

De øvrige rokeringer består i, at Leif Mikkelsen bliver ny indfødsretsordfører i stedet for Mette Bock, mens posten som landbrugsordfører går den anden vej.

Tidligere på måneden rokerede også De Radikale på netop posten som integrationsordfører, hvor man satte Lotte Rod ind. Det skete også med forventning om, at området vil komme til at fylde mere i den politiske debat.

Torsdag er social- og integrationsminister Manu Sareen (R) og justitsminister Karen Hækkerup (S) kaldt i samråd af Venstre om sammenhængen mellem lempelser i asylpolitikken og antallet af asylansøgninger.

De borgerlige partier mener, at stigningen i antallet af asylansøgere skyldes regeringens lempeligere politik, mens regeringen fastholder, at det stigende antal asylansøgere i Danmark skyldes kriserne i Syrien, Afghanistan og Somalia.

/ritzau/

Dagens Gossip