André Greipel triumferer på de glatte brosten i Paris

Skrevet af admin

26/07/2015

Dagens topnyheder

Briten Chris Froome (Sky) vandt Tour de France 2015, men det var den tyske supersprinter André Greipel (Lotto Soudal), der stjal billedet søndag på den afsluttende etape med målstreg i Paris.

Efter rolig paradekørsel i regnvejr sluttede Touren i den ventede massespurt på trods af flere rytteres forsøg på at snyde sprinterne i den franske hovedstad. Men ingen fik lov at slippe væk.

Der blev samling fem kilometer før målstregen, og her viste Greipel sig som den stærkeste.

Han henviste Bryan Coquard (Europcar) og Alexander Kristoff (Katusha) til de sekundære placeringer på Tourens afsluttende etape, der begyndte i Sèvres og sluttede med den berømte afslutning på Champs-Élysées.

De første 40 af etapens 109,5 kilometer foregik i uhyre roligt tempo, hvor Tour-vinder Chris Froome og rytterne i de øvrige trøjer lod sig fotografere.

Arrangøren ASO besluttede kort før rytternes ankomst til Paris at neutralisere afslutningen i ren og skær frygt for styrt på de våde brosten i Paris.

Det betød, at uret blev stoppet, da Tour de France-feltet krydsede målstregen for første gang søndag aften, hvorefter der på de mange rundture på ruten i Paris ene og alene var etapesejren på spil.

Derfor var der heller ingen panik hos Froome, da han 10 kilometer fra mål fik en pose ind i sit hjul. Han skulle blot i mål, tiden var ligegyldig. Og derfor kunne han foretage et roligt cykelskift. Han kom dog hurtigt tilbage til feltet.

Spurten i Paris er den måske vigtigste hele året for sprinterne, og det blev altså Greipel, der trak det længste strå.

Dermed understregede han, at han var Tourens stærkeste sprinter i år. Han hentede i alt fire etapesejre i Touren.

Chris Froome vandt Touren 2015 foran de to Movistar-ryttere Nairo Quintana og Alejandro Valverde.

/ritzau/