Andreas Cornelius i kløerne på 'Tan the Man'

Der hersker en elektrisk stemning i byens gader, når talen falder på Cardiffs fodboldhold, der har fristet en tilværelse i fodboldens skærsild over de sidste fire-fem år. Tre forgæves play-off-forsøg på Wembley i 2010, 2011 og 2012 gav sidste sæson en slags do-or-die-følelse, fortæller Nicholas Shea, der har været Cardiff-fan hele sit 52-årige liv.

- Der var en fornemmelse af, at hvis det ikke skete i sidste sæson, ville det aldrig ske. Cardiff har meget loyale fans, men at være så tæt på i så mange år i træk og så kikse igen... Det havde næsten været for meget, siger Nicholas Shea.

Cardiff vandt The Championship, Englands næstbedste række, og sikrede sig direkte oprykning til Premier League. - Og vi har én mand at takke for det: Tan the Man, siger han begejstret.

Tan the Man er også kendt som Vincent Tan, Cardiffs malaysiske redningsmand, der sørgede for, at Cardiff ikke røg samme vej som Leeds, Portsmouth, Coventry City og en hel stribe hæderkronede klubber i fodboldens moderland.

Milliardæren har tjent sine penge på restauranter, butikskæder og investeringer og er Malaysias 9. rigeste mand. Vincent Tan er 61 år, har 11 børn og et fantastisk overskæg. Han købte sig ind i Cardiff i 2010 og stabiliserede finanserne i den økonomisk hårdt ramte traditionsklub, hvor han ejer lige over 36% af aktierne. Klubben skylder stadig 700 millioner kroner væk, deraf cirka halvdelen til Vincent Tan selv, men med en oprykning i hus, der over de næste fire år vil udbetale cirka en milliard kroner, er projektet godt på vej til at lykkes.

Vincent Tan gennemførte for et år siden en re-branding af Cardiff City FC. Klubben smed de velkendte blå farver til fordel for rød - angiveligt fordi rød er styrkens farve i Malaysia, mens blå signalerer svaghed - mod at investere kraftigt i både spillertrup og faciliteter.

Han har givet manageren Malky Mackay en god sum penge at hente spillere for. Én af dem er Andreas Cornelius, der bliver klubbens dyreste indkøb nogensinde, når han søndag forventes at underskrive en kontrakt med den walisiske klub.

- Folk glæder sig over, at det er lykkedes at hente en så eftertragtet spiller. Men samtidig synes man også, at Cornelius er ret dyr. Især med tanke på at Carlos Tevez lige er skiftet til Juventus for nogenlunde samme beløb. Så danskeren har bare at lave mål med det samme, siger en smilende Mark Hill, der er lokal fanformand og fast tilskuer gennem 25 år på først Ninian Park og siden det nybyggede Cardiff City Stadium.

Andreas Cornelius er med sit prisskilt på 75 millioner kroner dobbelt så dyr som den hidtil mest kostbare signing, Michael Chopra fra Sunderland i 2009, og den 20-årige landsholdsspiller rykker også forrest i omklædningsrummet, når Cardiff-spillerne i den kommende sæson kan sammenligne løn.

Med en ugeløn på 300.000 kroner samt nogle særdeles lukrative bonusordninger kommer Andreas Cornelius op på siden af klubbens mest løntunge spiller, Craig Bellamy, hvilket giver Andreas Cornelius en uvant høj plads i hierarkiet.

I Cardiff er forventningerne til Cornelius derfor enorme.

- Vi har alle sammen siddet og set YouTube-klip med ham, og han ser god og kraftfuld ud. Et rigtigt 'powerhouse'. Men det har klubben også brug for, for den rolle havde Heidar Helguson i sidste sæson, siger Julian Patterson om islændingen, der spillede en vigtig rolle for Malky Mackays oprykningsmandskab i sidste sæson, inden han nu er taget hjem til Island for at trappe karrieren ned.

Andreas Cornelius' renomme i Cardiff er kun blevet styrket af, at Stoke Citys nu tidligere manager, Tony Pulis, har rost danskeren til skyerne, ligesom Everton har været i dialog med FCK om et køb af angriberen.

- Cornelius er én af de spillere, jeg kiggede på. Han er et spændende talent, som er brudt ind på det danske landshold, siger Pulis til Wales Online.

- Jeg har selv været ovre for at kigge på ham. Det var straks tydeligt, at han havde god fart i benene, masser af teknisk kunnen og en god fysik. Han er en ung spiller med alt det talent, han har brug for, for at gøre en forskel på Premier League-niveau, siger Tony Pulis.

Andreas Cornelius gennemgår lørdag og søndag det omfattende lægetjek, inden han kan sætte sin underskrift på sin enorme kontrakt. Mandag ventes han at blive præsenteret på et pressemøde, hvor også Cardiffs manager Malky Mackay vil være til stede.

Dagens Gossip