Andreas Mogensen er landet sikkert på rumstationen

Skrevet af admin

04/09/2015

Mest læste i dag

Den danske astronaut Andreas Mogensen og hans kolleger på rumfartøjet Sojus, kasakheren Aidyn Aimbetov og den russiske rumkaptajn Sergej Volkov, har forladt rumfartøjet og er i vægtløs tilstand svævet ind på Den Internationale Rumstation, ISS.

Lugerne mellem rumfartøjet og rumstationen er åbnet, efter at Sojus fredag blev sammenkoblet med Pojsk-modulet på ISS, som er astronauternes første møde med rumstationen.

Først om bord på ISS var Aidyn Aimbetov, og lige i hælene fulgte Andreas Mogensen og Sergej Volkov.

De blev modtaget af de seks astronauter, som i forvejen befinder sig på ISS, og alle ni astronauter stillede herefter op til fotografering og fik tid til at tale med deres familier på Jorden.

De nu ni besætningsmedlemmer på ISS afholdt videokonferencen i Zvezda-modulet på rumstationen, og herfra fik Andreas Mogensen lejlighed til at tale med sin bror, Niels Mogensen, og sin mor, Lisa Bjerregaard.

- Det var en ubeskrivelig følelse, da raketten startede. Selvom vi har vinduer, kan vi ikke se det. Vi hørte bare lyden. Først efter tre minutter kunne vi se ud af vinduet. Det er en underlig følelse at være af sted og ikke kunne se raketten flyve op, sagde han blandt andet.

De seks mænd, der i forvejen opholder sig på Den Internationale Rumstation, ISS, er Gennadij Padalka (Rusland), Mikhail Kornienko (Rusland), Oleg Kononenko (Rusland), Scott Kelly (USA), Kjell Lindgren (USA) og Kimiya Yui (Japan).

Inden astronauterne kunne svæve ind på ISS, lå et par timers grundig forberedelse, efter at rumfartøjet var blevet koblet sammen med rumstationen.

Trykket skulle udlignes, og der skulle kontrolleres grundigt for eventuelle læk, før besætningsmedlemmerne fik grønt lys fra kontrolcentret til at åbne lugerne.

Først åbnede besætningen på rumstationen lugen, og herefter fulgte nogle minutter, inden hele verden kunne følge med på et videolink, da lugen til Sojus blev åbnet, og de tre astronauter svævede ind på rumstationen iført blå dragter og store smil.

Andreas Mogensen og Aidyn Aimbetov skal tilbringe otte dage på rumstationen. De vender tilbage til Jorden i et andet Sojus-rumfartøj under ledelse af den erfarne russiske rumkaptajn Gennadij Padalka. Sergej Volkov skal derimod blive på ISS i et halvt år.

/ritzau/