Andreasen og Bech scorer i klar Hannover-sejr

Skrevet af admin

28/11/2015

Mest læste i dag

To danskere havde en stor eftermiddag, da Hannover 96 på hjemmebane slog Ingolstadt med 4-0 lørdag eftermiddag.

Både Leon Andreasen og Uffe Bech bidrog til den overlegne sejr med en scoring, og for Bechs vedkommende var det første gang, han kom på måltavlen i den tyske Bundesliga.

Målet faldt fem minutter før tid, da han fra højre side af straffesparksfeltet sendte bolden over i det lange hjørne bag Ingolstadts målmand, Ramazan Özcan.

På det tidspunkt havde Leon Andreasen forladt banen, men den tidligere AGF'er fik et markant comeback efter det knivuheld, der holdt ham ude af landskampene mod Sverige.

Andreasen scorede efter 11 minutter sit andet sæsonmål og bragte Hannover foran med 2-0 i en forrygende åbning på kampen.

Kenan Karaman slap fri i venstre side, fandt en totalt udækket Andreasen i straffesparksfeltet, og så kunne den danske midtbanespiller uden problemer heade bolden i mål.

Ingolstadt fik ikke et ben til jorden i første halvleg, hvor Uffe Bach efter 24 minutter lagde op til 3-0-scoringen.

Efter pausen var kampen mere jævnbyrdig - også fordi Hannover trak sig en smule tilbage for at forsvare den solide føring, men sejren var aldrig truet.

Dermed rykker Andreasens og Bechs klub op på 14. pladsen i ligaen. Der er fire point ned til nedrykningszonen.

Mindre godt gik det for Andreas Christensen og Mönchengladbach, der måtte nøjes med 3-3 på udebane mod bundholdet Hoffenheim.

Mönchengladbach så endda ud til at være på vej mod første liganederlag under holdets nye træner, André Schubert, men Fabian Johnson reddede det ene point med udligningen tre minutter før tid.

Mönchengladbach er på fjerdepladsen og har i topstriden fået selskab af en anden gammel storklub Hamburger SV, som for en gangs skyld ser ud til at undgå nedrykningskamp i denne sæson.

Hamburgerne vandt lørdag eftermiddag nordderbyet mod Werder Bremen med 3-1. Jannik Vestergaard spillede hele kampen i Werder Bremens midterforsvar.

/ritzau/