Andreasen skal have ny træner: Hannover 96 fyrer tyrker

Lørdagens blamage på 0-4 ude mod Bayer Leverkusen blev for meget for ledelsen i den tyske klub Hannover 96, der har Leon Andreasen i truppen.

Mandag meddelte klubben, at den har valgt at afbryde samarbejdet med den tyrkiske træner Tayfun Korkut. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Tayfun Korkut tiltrådte i januar 2014 og var med til at sikre klubben endnu en sæson i Bundesligaen på en fremragende slutspurt.

Nu truer nedrykningen for alvor. Lørdagens nederlag var den 13. kamp på stribe i Bundesligaen uden sejr.

Og holdet har kun to point ned til Paderborn på tredjesidstepladsen, der udløser playoff-kampe om en ny sæson i ligaen - og tre point ned til direkte nedrykning.

Klubben meddeler, at den vil udpege en ny træner inden lørdagens ligakamp på hjemmebane mod Hoffenheim.

Der resterer fem spillerunder af Bundesligaen.

/ritzau/

Dagens Gossip