Andy Murray frisk på at møde Serena Williams

Kan verdens bedste kvindelige tennisspiller Serena Williams besejre sidste års Wimbledon-finalist hos mændene, britiske Andy Murray, på græs?

Det spørgsmål er Murray blevet stillet på det sociale medie Twitter, hvor en tennisfan ved navn Tom Carswell provokerende skrev til Andy Murray.

- Jeg tror, Serena Williams kunne slå dig på græs...og jeg laver ikke sjov.

Andy Murrays svar var noget overraskende.

- Det tror jeg også. Måske kan vi sætte kampen op en dag og se hvor tæt på, jeg kan komme, skrev den britiske tennisstjerne.

Og måske er der mere i det end bare en sjov meningsudveksling. For Andy Murray har efterfølgende taget emnet op i sin personlige klumme på bbc.co.uk.

Det er sket før, at kvinder har besejret mænd i tennis. Den legendariske amerikanske stjerne Billie-Jean King mødte i 1973 Bobby Riggs i en tenniskamp, der bar titlen Battle of the Sexes 2. Og Billie-Jean King vandt i tre sæt 6-4, 6-3, 6-3.

Den dengang 55-årige Bobby Riggs havde tidligere samme år besejret Margaret Court i to sæt, og han havde efterfølgende udfordret datiden bedste spiller, Billie-Jean King, i kådhed. Det kom han bitterligt til at fortryde.

Historien rummer flere dueller mellem kønnene. I 1992 mødtes blandt andet Martina Navratilova og Jimmy Connors i en kamp, som Connors vandt i to sæt.

Nu kan en ny køns-kamp være på vej. I hvert fald skriver Andy Murray i sin BBC-klumme, at han er klar til udfordringen.

- Jeg er blevet udfordret af nogen på Twitter til at tage en kamp mod Serena Williams. Jeg er klar, hvorfor ikke? Jeg har aldrig slået med hende, men hun er uden tvivl en utrolig spiller, og jeg tror, folk ville være interesseret i at se mænd spille mod kvinder for at se, hvordan stilene passer til hinanden. Det er sket før med Jimmy Connors og Martina Navratilova. Hvad med Las Vegas som spillested, foreslår Andy Murray.

Historien melder ikke noget om, hvorvidt Serena Williams er klar til at tage imod udfordringen. Måske er hun blevet klog af skade. For hun har selv været del af en mand-kvinde-duel, da hun og søster Venus i 1998 som henholdsvis 16 og 17-årig havde påstået, at de kunne besejre enhver mand, der var rangeret som nummer 200 eller derunder på verdensranglisten.

Nummer 203 i verden, tyskeren Karsten Braasch, tog udfordringen op. I Melbourne Park op til Australian Open i 1998 mødte han først Venus Williams i et sæt, som Braasch vandt 6-2. Derefter spillede han et sæt mod Serena Williams, som han slog 6-1.

Efterfølgende sagde Karsten Braasch, at det var utænkeligt, at Williams-søstrene kunne besejre en spiller fra mændenes top 500. Og han var fræk nok til at tilføje, at han med vilje havde spillet mod dem som en spiller rangeret omkring nummer 600, for at der skulle være lidt sjov i kampen.

 

 

 

 

 

 

 

Dagens Gossip