Andy Murray klar til kvartfinalen i Queens Club

Skrevet af admin

18/06/2015

Mest læste i dag

Flere prominente navne er faldet tidligt i den traditionsrige græsturnering i tennis i Queens Club i London indtil nu.

Først måtte Rafael Nadal sige farvel til turneringen, og onsdag var det så French Open-vinderen Stanislas Wawrinka, der led et overraskende nederlag i anden runde.

Torsdag lykkedes det dog den topseedede Andy Murray at bryde stimen, da briten spillede sig videre fra anden runde med en sejr over spanske Fernando Verdasco, der blev besejret 7-5, 6-4.

- Det var en lidt tricky kamp. Fernando er en stærk fyr, men han havde problemer med sine server i dag. Jeg synes, jeg bevægede mig bedre end i den første kamp, siger Andy Murray, der har vundet turneringen i Queens tre gange.

Queens Club er traditionelt en af opvarmningsturneringerne til sommerens højdepunkt, Wimbledon.

Andy Murray møder i kvartfinalen Luxembourgs Gilles Muller.

/ritzau/