Andy Murray kvalificerer sig til sæsonfinale med sejr

Skrevet af admin

30/10/2014

Dagens topnyheder

En svær sæson ser ud til at få en god afslutning for tennisspilleren Andy Murray.

Torsdag kvalificerede den 27-årige skotte sig til herrernes sæsonfinale, ATP World Tour Finals, der bliver spillet i næste måned i London.

Det skete med en sejr på 6-3, 6-3 over bulgareren Grigor Dimitrov ved Paris Masters i Paris.

Det er syvende år i træk, at Andy Murray kvalificerer sig til ATP World Tour Finals, hvor årets otte bedste spillere i herresingle er med.

Den tidligere Wimbledon-mester, som i øjeblikket ligger nummer otte på verdensranglisten, har haft en turbulent sæson.

For første gang siden 2009 nåede han ikke frem til finalen ved en eneste af årets fire grand slam-turneringer.

I foråret stoppede Andy Murray samarbejdet med træner Ivan Lendl, der ellers havde ført Andy Murray til to grand slam-titler og sejren ved OL i London for to år siden.

Kort før Wimbledon-titelforsvaret fik han tennisverdenen til at spærre øjnene op, da han hyrede den tidligere Wimbledon-mester i damesingle Amelie Mauresmo fra Frankrig som sin nye træner.

Med sejren over Grigor Dimitrov er Andy Murray klar til at møde enten serberen Novak Djokovic eller franske Gaël Monfils i kvartfinalen ved Paris Masters.

/ritzau/