Andy Murray: Mit største øjeblik

Det var storsmilende Andy Murray, der efter sin vundne Wimbledon-finale over Novak Djokovic blev interviewet midt på Centre Courts halvvisne græs.

- Det er mit største øjeblik som tennisspiller nogensinde, og meget anderledes end i fjor. Mit nederlag dengang (til Roger Federer, red.) var til gengæld svært at sluge, sagde Andy Murray.

Han sikrede sig sejren på fjerde matchbold i tredje sæt, hvorefter han kravlede op ad muren på anlæggets ene side for at takke sin trænerstab og ikke mindst kæresten, der sad rørt på sit sæde, ligesom store dele af Centre Courts publikummer. 

- Men ærligt talt husker jeg ikke, hvordan den blev vundet, sagde Andy Murray, der roste sin modstander.

- Det var en tæt kamp med mange lange dueller. Men det var jeg på forhånd forberedt på, at det ville blive. Jeg har spillet mange gange mod Novak. Han er en stor fighter, sagde Andy Murray.

Novak Djokovic, der en gang tidligere har vundet Wimbledons herresingle, tog nederlaget med et smil.

- Stort tillykke til dig, Andy. Du fortjener sejren. Du spillede utrolig tennis, sagde Novak Djokovic, hvis kommentar blev mødt af stående ovationer fra de 15.000 tilskuere.

Novak Djokovic ønskede også hele Storbritanien tillykke.

- Jeg ved, hvor meget denne sejr betyder for hele landet, sagde Novak Djokovic og hentydede til, at Andy Murrays triumf var den første i Wimbledons herresingle siden Fred Perry sikrede sit titlen i 1936.

 

Dagens Gossip