To Anelka-kasser rakte ikke for West Bromwich

Skrevet af admin

28/12/2013

Mest læste i dag

West Ham og West Bromwich havde lørdag hårdt brug for alle tre point i bunden af Premier League.

Efter en forrygende forestilling, der kunne være endt med endnu flere scoringer, sluttede opgøret mellem de to bundklubber 3-3.

Gæsternes Nicolas Anelka lignede undervejs en matchvinder for West Bromwich med sine første mål i denne sæson.

Den 34-årige franskmand slog til to gange i slutningen af første halvleg. Først modtog han en stikning og sendte bolden bag hjemmeholdets keeper Jussi Jaaskelainen til 1-1.

Kort efter slog Anelka til på en ripost, efter at West Hams Carlton Cole have reddet et hovedstødsforsøg fra Jonas Olsson på målstregen.

Kampen tog således en voldsom drejning på ganske få minutter, efter at Joe Cole havde bragt hjemmeholdet foran med 1-0 efter fire minutters spil.

West Ham fik dog kæmpet sig tilbage i front med to scoringer på bare to minutter midtvejs i anden halvleg.

Først fik Modibo Maiga drejet bolden forbi gæsternes målmand Ben Forster til 2-2, inden Kevin Nolan fik løftet bolden i mål til 3-2 efter en række nærkampe i West Bromwich' straffesparksfelt.

Publikum på West Hams hjemmebane troede næsten ikke deres egne øjne, men de fik kun lov til at glæde sig i godt et minut, før gæsternes havde udlignet til 3-3. Saido Berahino sendte bolden i mål ved den fjerne stolpe.

Hverken West Ham eller West Bromwich har vundet de seneste mange kampe, hvilket har placeret dem i bunden af Premier League.

West Ham ligger næstsidst med 15 point, mens West Bromwich ligger over nedrykningsstregen med 18 point

/ritzau/