Anfører Agger bliver ikke klar til Serbien

Det danske fodboldlandshold stiller op i en svækket udgave, når holdet fredag aften jagter point i den vigtige EM-kvalifikationskamp mod Serbien i Beograd.

Det ligger nemlig fast, at kaptajn Daniel Agger ikke når at blive klar, efter at han pådrog sig en forstrækning i lysken i Brøndbys superligakamp mod Hobro søndag aften.

- Beslutningen blev truffet af den danske anfører og Morten Olsen i fællesskab ovenpå en telefonsamtale, hvor det stod klart, at risikoen for at forværre skaden var for stor, skriver DBU på sin hjemmeside.

Agger har nu misset tre ud af Danmarks fire kampe i EM-kvalifikationen. Skader tvang også anføreren til at sidde over mod Armenien og Albanien.

I de kampe var det i stedet Andreas Bjelland, der var makker til Simon Kjær i midterforsvaret, og alt tyder på, at duoen nu står foran endnu en kamp sammen.

- De sidste par kampe har det været sådan, at hvis Agger var skadet, har jeg fået lov til at spille. Sådan var det i kampen mod Albanien. Jeg glæder mig over, hvis det er mig, der får lov til at spille. Det er en stor kamp mod Serbien, sagde Bjelland mandag.

Twente-forsvareren fik store roser af Morten Olsen efter 1-1-kampen i Albanien, hvor landstræneren kaldte Bjelland for en af holdets bedste.

Alligevel måtte han sidde på udskiftningsbænken tre dage senere i kampen mod Portugal, hvor Agger havde overvundet sine rygproblemer.

/ritzau/

Dagens Gossip