Anfører fik gjort tilskuerne tavse: Så kan de lære det

Skrevet af admin

15/12/2014

Mest læste i dag

Anfører Line Jørgensen leverede en kæmpepræstation, da hun trak det danske EM-hold frem til 23-20-sejren i den ungarske heksekedel i Debrecen mandag aften.

Det var en særlig stor oplevelse for de danske spillere, at de spillede en så god kamp i den infernalske larm, men til sidst var der næsten stille.

- Det var så fedt, at vi fik gjort dem tavse. Det var sådan lidt: Så kan de lære det.

- De har et virkelig godt publikum hernede. Det var altså flot opbakning, de gav deres hold. Det en af de største præstationer, vi har lavet med dette hold, siger Line Jørgensen.

Danskerne var fra starten ovenpå, på trods af at spillerne skulle komme sig over, at holdkammeraten Lotte Grigel blev ramt af en slem knæskade under opvarmningen.

- Vi fik et chok, da det skete, men da først kampen gik i gang, slog vi det ud af hovederne. Vi skulle holde fokus på det, der skete inde på banen, og det var vi professionelle nok til, siger Line Jørgensen.

- Hele holdet kæmpede hårdt. Vi vidste, vi skulle kaste os rundt efter alle de løse bolde, og i dag viste vi det fighterhjerte, vi taler så meget om.

Kampen mod Ungarn var Danmarks femte ved EM, og det var klart den bedste præstation hidtil.

- Det er den bedste kamp, vi har spillet i denne turnering. Vi spillede med stor tålmodighed, og det har vi nogle gange manglet lidt.

- Men vi skal være endnu bedre mod Spanien. Det er en helt anden type hold, der spiller med fart og tempo, men vi vil gøre alt for at vinde, siger Line Jørgensen.

Danmark behøver et point mod spanierne på onsdag for at nå semifinalen.

/ritzau/