Angelina Jolie vil hjælpe alverdens kvinder

Skuespillerinden var i februar selv turen igennem med det resultat, at hun valgte at få begge bryster fjernet, og hendes forlovede Brad Pitt afslører, at hun nu vil hjælpe sine medsøstre, så de også får chancen for at nedsætte en eventuel risiko - helst uden at skulle skele til pengene.

I lande uden offentlig sygesikring kan testen koste store summer og det finder Jolie forkasteligt. Brugerbetalingen er imidlertid et politisk spørgsmål og Hollywood-stjernen vælger derfor at gå i samarbejde med lægevidenskaben for at finde udveje for at sænke omkostningerne. Flere kvinder skulle på den måde gerne få råd til at skaffe sig et kvalificeret grundlag for at træffe den vigtige beslutning om deres fremtid.

Med operationen reducerede Jolie selv sin risiko for at udvikle brystkræft med 87 procent og hun er på toppen igen, fortalte Pitt i går, da han var gæst i TV-programmet »Good Morning America«.
Skuespilleren sagde også, at parret glæder sig over de overvældnde positive reaktioner på hans kærestes beslutning om at stå frem med en kronik om operationen.

»Da hun skrev sin artikel, var vi allerede kommet igennem forløbet og havde det rigtig godt med det. Vi blev virkelig overraskede og bevægede over at finde ud af, hvor mange der kæmper med den samme problematik«, sagde Pitt og fortsatte: »Angies oprindelige tanke var, at hvis nogen kunne lære af hendes oplevelser, ville hun gerne fortælle om dem, men det er blevet så meget mere. Hendes fokus er nu, at alle skal have adgang til at blive testet og viden om, hvad de kan gøre«.

Pitt bemærkede også, at hans elskede har bevist, at beslutningen ikke behøver at være skræmmende: »Hvis du undersøger tingene og beslutter, hvad der er bedst for dig, kan det også give en oplevelse af styrke«, sagde han.

Dagens Gossip