Angelina Jolies kræftkirurg afviser beskyldninger

Skuespilleren Angelina Jolies bryst-kirurg skyder nu tilbage mod de beskyldninger, hun har været genstand for om, at hun har udnyttet sin berømte klient til at tiltrække sig patienter til sin nu berømte klinik.

Se Angelina Jolies ansigt før og efter plastikkirurgi på IN.dk

Den 44-årige Kristi Funk siger i et interview med det amerikanske magasin Town & Country, at det fuldt og helt var 38-årige Angelina Jolies egen beslutning at stå offentligt frem med, at hun havde fået fjernet begge bryster for at undgå brystkræft. Indgrebet skete på klinikken Pink Lotus Breast Center, som Kristi Funk har været med til at grundlægge i Beverly Hills.

- Hun og Brad håber, at deres situation kan give genlyd hos andre kvinder. Uanset hvilken kritik der er om, at jeg udnytter mine klienter, så bliver det underkendt af det gode, der er blevet gjort, siger hun i interviewet.

Siden maj hvor Angelina Jolie for første gang i New York Times fortalte om det indgreb, hun havde fået foretaget på Pink Lotus, har patienter ringet til klinikken uafbrudt for at booke en tid hos Kristi Funk op til tre måneder forud.

Ville mindske sin risiko

Ifølge kræftlægens mand Andy Funk, der har været leder af klinikken, siden den åbnede for fire år siden, så er deres behandlinger blevet så populære, at patienter må vente i telefonen i op til halvanden time på at komme i dialog med klinikken, og at de fleste faktisk tager ventetiden ganske pænt.

Ifølge Kristi Funk så har Angelina Jolie undersøgt kræft-området i årevis, og overvejet situationen nøje, før hun begyndte sin behandling ved Pink Lotus.

Valget faldt på Kristi Funk som behandler, fordi hun havde ry for at være diskret i sin behandling af kendisser.

Selv om det ikke var en del af planen, at der skulle komme så meget fokus på hendes berømte patient, så er Kristi Funk i dag glad for den opmærksomhed, som hendes klinik er genstand for takket været Angelina Jolie, og at der samtidig er der kommet et øget fokus på præventive brystkræftbehandlinger.

Skuespilleren besluttede sig for at få fjernet begge sine bryster, efter hun opdagede, at hun var bærer af BRCA1-genet, hvilket var ensbetydende med, at hun havde 87 procents risiko for på et tidspunkt i sit liv at udvikle brystkræft.

Hun har arvet det sjældne gen fra sin mor Marcheline Bertrand, der døde af brystkræft i 2007, og derfor besluttede stjernen, at hun ønskede at mindske sin egen risiko.

Sætter fokus på kræftbehandling

Andre kendte, der er blevet behandlet ved Pink Lotus-klinikken, er sangerinden Sheryl Crow, der fik konstateret brystkræft i 2006, og som også modtog behandling fra Kristi Funk. Herefter har Grammy-vinderen doneret penge til Sheryl Crow Imaging Center, der tilbyder det sidste nye inden for digital undersøgelser og billedteknologi.

At Kristi Funk i flere sammenhænge har hjulpet kendisser med kræft har uden tvivl været med til, at hun har kunnet rejse midler til centeret, hvor man til trods for udførelsen af præventive indgreb, først og fremmest prioriterer kvinder, der har fået konstateret kræft, og som har behov for behandling.

Læs på IN.dk om den nye app til kvinder med brystkræft

På grund af den store succes håber Kristi Funk nu at åbne flere centre i andre byer i USA, hvor der kan fokuseres på personlig kontakt med patienterne.

Det er dog ikke kun de berømte klienter, der gør Kristi Funk unik. Hun blev nemlig inspireret til at grundlægge klinikken, efter at have været vidne til den manglende personlige kontakt i det øvrige sundhedssystem i USA.

- Kvinderne er bekymrede, og ingen taler med dem. Jeg er god til at lytte, og jeg ved, hvor vigtigt det er, at folk får svar lige med det samme, siger Kristi Funk.

Det var helt tilbage i februar i år, at Angelina Jolie opdagede, at hun var bærer af det gen, der gav hende en øget risiko for kræft. Stjernens mor, mormor og moster er alle i forvejen døde af kræft, og derfor var hun ikke længe om at tage beslutningen om at få fjernet begge bryster, og rekonstrueret dem.

Af Juliane Olsen, IN.dk/NewsDesk Aller Media

Dagens Gossip