Angreb fortsætter i Kenya: Otte dræbt

Mindst 15 mennesker er natten til tirsdag blevet dræbt i området omkring byen Mpeketoni i Kenya, hvor op mod 50 mennesker blev slået ihjel natten til mandag. Det siger kenyansk Røde Kors ifølge Reuters.

Drabene er det andet natlige angreb i området i træk.

Røde Kors-koordinator for den kenyanske kyst Mwaniaisha Hamisi sagde tidligere til Reuters, at bevæbnede mænd angreb landsbyen Poromoko tæt på byen Mpeketoni, der ligger ved kysten mellem Mombasa og grænsen mod nord til Somalia.

Det bekræfter af Kenyas indenrigsminister, Joseph Ole Lenku.

- Angrebene er ulykkelige, og gerningsmændene skal holdes ansvarlige. Vi fordømmer gårsdagens drab og det seneste angreb, hvor omkring 15 mennesker blev dræbt og huse brændt ned, siger han.

Angrebet bekræftes ligeledes af den somaliske islamistbevægelse al-Shabaab, der siden 2011 har udført adskillige tilsvarende angreb og terroraktioner i Kenya, da kenyanske soldater forsøgte at hjælpe styret i Somalia med at nedkæmpe terroristerne.

- Vi stormede igen landsbyer omkring Mpeketoni i nat. Vores operationer i Kenya vil fortsætte, siger Sheikh Abdiasis Abu Musab, der er talsmand for al-Shabaabs militære operationer.

Han siger, at mindst 20 mennesker er dræbt under nattens angreb. De flest politifolk.

Op mod 50 mennesker blev ifølge Røde Kors dræbt og mange såret, da omkring 50 bevæbnede islamister stormede landsbyen Mpeketoni. Hoteller og restauranter var målet for de militante.

I september sidste år omkom 67 mennesker under et angreb mod indkøbscentret Westgate i Nairobi i Kenya. Og i begyndelsen af maj i år blev tre dræbt og 86 såret, da to bomber eksploderede ved en busterminal i landets hovedstad.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip