Angreb i London og Paris bekymrer danske soldater

På de danske kaserner er man blevet ekstra opmærksomme på omgivelserne efter angrebene, der kostede en britisk soldat livet i London og sårede en fransk soldat i Paris. Det oplyser Centralforeningen for Stampersonel, der er forsvarets største fagforening.

»Det er meget trist, at den slags overhovedet kan finde sted, og at man er i en særlig risikogruppe bare fordi, man udøver sit arbejde i et demokratisk samfund. Vi ser på det med stor alvor, og det er dybt beklageligt,« siger Helle Kolding, der er presseansvarlig i Centralforeningen for Stampersonel.

Bekymringen er opstået i kølvandet på det bestialske drab på en britisk soldat på åben gade i London og et angreb mod en fransk soldat, der under en patrulje i Paris lørdag blev stukket i halsen af en ukendt gerningsmand.

Den britiske premierminister David Cameron har kaldt drabet et terrorangreb mod Storbritannien, og i Frankrig betragtes lørdagens knivoverfald ligeledes som terror.

Danmark har ligesom Storbritannien og Frankrig deltaget i en række internationale missioner i blandt andet Irak, Afghanistan og Libyen. Danske soldater er ifølge Centralforeningen for Stampersonel dog ikke lige så synlige i gadebilledet som soldater i Storbritannien og Frankrig, men episoderne i London og Paris kan få den konsekvens, at værnepligtige eksempelvis må skifte til civilt tøj, inden de rejser hjem på weekend.

»Det er dybt beklageligt, at det måske er sådan, at man skal holde sig fra at optræde i det arbejdstøj, man ellers er glad og stolt over og som man bærer til daglig, bare fordi det er blevet en risikofaktor,« siger Helle Kolding.

Centralforeningen for Stampersonel har foreløbig ikke behov for at opfordre til, at sikkerheden omkring de danske soldater bliver skærpet som følge af angrebene i London og Paris.

»Vi er overbeviste om, at man automatisk vil skærpe sikkerheden på de danske kaserner. Der er en god sikkerhed på vores kaserner i forvejen, og jeg synes også, at folk naturligt er - jeg vil ikke sige på vagt - men passer på sig selv og hinanden,« siger Helle Kolding.

Forsvarets Efterretningstjeneste (FET) oplyser, at man overvåger udviklingen.

»Vi følger det meget nøje og er i løbende dialog med forsvaret, men det er indtil videre ikke noget, der har givet anledning til at hæve beredskabet,« siger Lars Küseler, presseofficer i FET.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) har i forbindelse med angrebet i London ligeledes slået fast, at der ikke er anledning til en ændret vurdering af trusselsniveauet mod Danmark. Truslen er fortsat »alvorlig«, hedder det.

Dagens Gossip