Angreb koster mindst 140 livet efter fredagsbøn i Yemen

Skrevet af admin

20/03/2015

Dagens topnyheder

Islamisk Stat har taget skylden for et blodigt angreb mod to moskeer i Yemens hovedstad, Sanaa, hvor mindst 140 mennesker meldes dræbt og flere hundrede såret.

Det første angreb fandt sted i Badr-moskéen i det sydlige Sanaa, hvor en selvmordsbomber sprængte sig selv i luften inde i moskéen.

Da de overlevende flygtede ud af moskéen, blev de angrebet af en medsammensvoren udenfor.

Samme scenarie gentog sig ved al-Hashuh moskéen i det nordlige Sanaa, hvor en selvmordsbombe blev sprængt inde i moskéen og yderligere en udenfor, skriver det yemenitiske nyhedsbureau Saba.

Moskéerne, der ikke ligger langt fra Sanaas bymidte, tiltrækker hovedsageligt tilhængere af den shiamuslimske Houthi-gruppe, som dominerer Yemen efter en offensiv sidste år.

Billeder på yemenitiske tv-stationer viste forkullede lig, der lå i blodpøle foran de to moskeer. Folk, der var uskadte, ilede til for at hjælpe de mange sårede og få dem fragtet væk i varebiler.

En kilde i Yemens sundhedsministerium siger til AFP, at 142 mennesker er dræbt og mindst 351 såret. Andre kilder har nævnt tal i samme størrelsesorden.

I en meddelelse lagt ud på internettet tager den militante bevægelse Islamisk Stat skylden for angrebene og siger, at det "kun er toppen af isbjerget".

Fredagens angreb mod de shiamuslimske houthier i Yemen er de første, som den yderliggående sunnimuslimske bevægelse hævder at have gennemført i det fattige arabiske land.

Islamisk Stat udspringer af terrornetværket al-Qaeda, som er den mest fremtrædende jihadistbevægelse i Yemen.

Al-Qaeda tager afstand fra angrebene i Sanaa. I en udtalelse meddeler terrornetværket, at det ikke har noget at gøre med blodsudgydelserne.

- Vi understreger, at vi følger sheik Ayman Zawahiris instrukser om at undlade at angribe moskéer og markeder og beskytte uskyldige muslimers liv, lyder det i meddelelsen.

/ritzau/AFP