Angreb mod Syrien bliver uden NATO

»Jeg forudser ikke en NATO-rolle i en eventuel international reaktion mod det syriske regime. NATO er fokuseret på forsvaret af vores allierede, Tyrkiet. Men det er klart, at hvis Tyrkiet skulle blive angrebet af Syrien, så er det en NATO-sag,« siger Anders Fogh Rasmussen.

Han oplyser, at NATO følger situationen i Syrien meget tæt, og han mener, at den syriske konflikt og især det kemiske angreb, der i sidste uge kostede hundreder af civile syrere livet, giver anledning til stor bekymring. Samtidig understreger generalsekretæren, at han ikke er i tvivl om, at det syriske regime med præsident Bashar al-Assad i spidsen står bag angrebet.

»Brugen af kemiske våben er rædselsvækkende og grufuld, og der er ingen tvivl om, at angrebet har fundet sted. Min personlige overbevisning er klar: Jeg er heller ikke tvivl om, at regimet står bag angrebet, for det er regimet, der har forudsætningerne for at angribe med kemiske våben,« siger Anders Fogh Rasmussen og afviser, at oppositionen kan have udført angrebet.

»Det vil kræve en meget stor kynisme, hvis det skulle være oppositionen, som står bag i et område, hvor man har befolkningens støtte.«

Selv om Anders Fogh Rasmussen afviser, at NATO vil tage del i et internationalt angreb, støtter han det. Dog mener han ikke, at militær intervention kan løse konflikten i Syrien på lang sigt.

»Det er vores opfattelse, at der skal en politisk løsning til. En holdbar løsning er en politisk løsning, men bliver nødt til at sende et klart signal til Assad og til andre diktatorer, at man kan ikke bruge kemiske våben ustraffet. Det er et brud på alle internationale normer,« siger Anders Fogh Rasmussen.

Efter det britiske underhus stemte imod en intervention i Syrien, er Frankrig det eneste større land, der er villige til at gå med USA uden om FN og straffe det syriske regime for anvendelse af kemiske våben. Meget kan imidlertid ændre sig, når FNs våbeninspektører er færdige med og fremlægger deres undersøgelser fra angrebsstedet.

Desuden vil USAs udenrigsminister John Kerry fredag aften fremlægge resultaterne af amerikanske efterretningers undersøgelser af de kemiske angreb, som ikke er hemmeligstemplede.

Anders Fogh Rasmussen var fredag i Vejle for at deltage i cykelløbet Ride4Rehab, hvor cirka 40 fysisk skadede soldaterveteraner fra 28. august til 3. september skal cykle fra København til Skagen. Generalsekretæren cyklede med feltet på fredagens etape fra Odense til Vejle. Målet med cykelløbet er at indsamle penge til veteraner, der har fået fysiske men af deres krigsdeltagelse.

Dagens Gossip