Angreb på anklager kan forsinke stor banksag

Skrevet af admin

03/12/2014

Mest læste i dag

Den store straffesag i Hjørring mod otte bankchefer risikerer at blive forsinket, hvis en forsvarsadvokats angreb på den ene af de to anklagere lykkes.

Vestre Landsret skal nu afgøre, om anklager Ane Kallmayer er inhabil og derfor skal fjernes.

I givet fald vil det medføre, at specialanklager Jørn Thostrup fra Bagmandspolitiet umiddelbart kommer til at stå alene tilbage med ansvaret for at gennemføre sagen.

Spørgsmålet er, om han vil bede om at få sagen udsat eller at få aflyst retsmøder, hvis han mister kollegaen.

- Det har vi ikke afgjort endnu. Det er en mulighed, siger Jørn Thostrup onsdag.

Otte chefer fra Ebh Bank, Morsø Sparekasse og Sparekassen Kronjylland er anklaget for kursmanipulation og for mandatsvig og bedrageri.

Manipulationen skal have givet et udbytte på 6,9 millioner kroner, og de andre forbrydelser løber op i 10,5 millioner, hævder Bagmandspolitiet.

Det var på den stort anlagte sags første dag, 19. november, at advokat Andro Vrlic og en kollega rejste spørgsmålet om den ene anklagers habilitet. Dommerne i Hjørring afviste dog indsigelsen.

Andro Vrlic er forsvarer for en tidligere fondschef i Ebh Bank.

- Min klient har sagt meget direkte til mig, at han ikke har tillid til, at den kvindelige anklager er objektiv, siger advokat Andro Vrlic.

Baggrunden for påstanden er Ane Kallmayers fortid som privat advokat. I den egenskab har hun arbejdet med konkursboet i Ebh Fonden, som netop er et af ofrene for den påståede kriminalitet.

I januar 2011 skrev hun et brev til den nu tiltalte fondschef og orienterede ham om, at han kunne risikere at blive præsenteret for et erstatningskrav på 196 millioner kroner. I brevet begrunder hun det med, at der er foregået kursmanipulation, oplyser advokat Andro Vrlic.

- Hun har dermed tidligere indirekte taget stilling til beskyldningen mod min klient, mener Andro Vrlic.

I Bagmandspolitiet er man bekendt med brevet. Trods indholdet er der intet at udsætte på anklagerens habilitet, lyder det.

- Det har ikke givet os anledning til at ændre opfattelse, siger specialanklager Jørn Thostrup.

Straffesagen i Hjørring er meget omfattende. Den er planlagt til at strække sig over cirka 40 retsmøder frem til juni næste år. Den tidligere fondschef skal efter planen afhøres på tirsdag.

/ritzau/