Angrebsivrig Fuglsang er i god form

Det kom som en overraskelse for de fleste, da Jakob Fuglsang pludselig sad i udbrud med få kilometer tilbage af 2. etape af Tour de France. Det var da heller ikke en del af planen for den danske Astana-kaptajn, men da han pustede ud efter målstregen, var han godt tilfreds.

- Det var ikke verdens største stigning, men det viser, at formen er god.

- Det var lidt tilfældigt, at jeg kom med, men da jeg så sad der, så kunne jeg lige så godt forsøge, sagde Fuglsang, der samtidig forklarede, hvorfor han pludselig sad i front.

- Der går lidt stilstand i feltet, fordi der ikke er så mange, der har folk fremme i feltet. Sprinterne var blevet sat, så derfor var der ikke nogen, der var interesseret i at kontrollere løbet, og da Janez Brajkovic bliver hentet, så kører Flecha kontra, og der kunne jeg lige så godt køre med og se, hvad det kunne blive til.

- I første omgang handlede det om at hente sekunder, men så skulle Cannondale ikke have sat sig op og begynde at føre i feltet. Da de gjorde det, så kørte jeg for muligheden for at vinde en etape.

- Det var en lille test med de stigninger, som vi er kørt over i dag, og jeg føler mig godt kørende, sagde danskerne, som blev hentet kort før mål.

Team Radioshack-rytteren Jan Bakelandts vandt etapen med få meter ned til feltet, hvor Peter Sagan sprintede i mål. 3. etape byder på endnu flere stigninger end søndagens etape, men vi skal ikke forvente at se mere fra Fuglsang lige nu.

Han sparer sig til holdtidskørslen på 4. etape.

- Jeg tror ikke, I kommer til at se mig sidde med igen i morgen. I morgen gælder det om at spare så mange kræfter som muligt og så tage de muligheder, der byder sig.

Dagens Gossip