IS angriber egyptisk fregat med raket

Skrevet af admin

16/07/2015

Dagens topnyheder

Jihadister fra Islamisk Stat (IS) hævder, at de torsdag angreb et egyptisk flådefartøj med et missil ud for det nordlige Sinai.

IS' egyptiske gren siger, at der blev affyret et elektronisk styret missil mod den egyptiske fregat lige nord for byen Rafah, som grænser op til Gaza-striben.

Gruppen har offentliggjort tre billeder, som viser en raket, der rammer fartøjer og får en ildkugle til at flamme op.

Det egyptiske militær oplyste tidligere på dagen, at et af dets fartøjer var kommet under angreb, mens det jagtede militante islamister. Ingen kom til skade, hed det.

Andre flådefartøjer kom til for at redde mandskabet fra det brændende skib, oplyser en fotograf fra nyhedsbureauet AFP, der kunne følge optrinnet fra Gaza.

Jihadister med tilknytning til IS har dræbt snesevis af egyptiske soldater og politifolk, siden hæren i sommeren 2013 afsatte den folkevalgte islamiske præsident Mohamed Mursi.

Jihadister har også gennemført angreb vest for Suez-kanalen, som adskiller Sinai fra det øvrige Egypten.

Den egyptiske hær siger, at den onsdag forpurrede et selvmordsangreb mod en militær stilling mellem Kairo og Suez, som IS hævdede at stå bag.

/ritzau/AFP