Angriber skyder iransk viceminister

Skrevet af admin

10/11/2013

Dagens topnyheder

En uidentificeret angriber skød og dræbte Irans stedfortrædende industriminister, Safdar Rahmat Abadi, i Teheran søndag aften, skriver det statslige nyhedsbureau IRNA.

Ministeren blev skudt i hovedet og brystet, da han sad i sin bil i den østlige del af hovedstaden. Ifølge vidner fandt hændelsen sted omkring klokken 17.20 dansk tid.

- Undersøgelser viser, at to skud blev affyret inde i bilen, citerer nyhedsbureauet en politimand for at sige.

- At to hylstre blev fundet inde i bilen viser, at drabsmanden med al sandsynlighed var inde i bilen og midt i en samtale med hr. Abadi. Der er ikke tegn på vold på drabsstedet, siger politimanden videre.

Endnu er ingen anholdt i sagen, men en særlig efterforsker og anklager er til stede ved gerningsstedet.

Der har været en stigning i antallet af angreb mod iransk militær og embedsmænd i de seneste uger, men drabet på Abadi synes at være det første drab på en centralt placeret embedsmand i årevis.

Der er umiddelbart intet, der tyder på, at mordet er relateret til Irans omstridte forhandlinger om landets atomprogram med vestlige stormagter.

Storbritanniens udenrigsminister, William Hague, sagde søndag, at drøftelserne om Irans atomprogram kunne føre til en aftale i løbet af de kommende få uger, på trods af mislykkede forhandlinger i Genève.

- På spørgsmålet om, hvorvidt det vil ske i løbet af de kommende få uger, er svaret, at det er der gode muligheder for. Der er et aftaleudkast på bordet, og det er absolut muligt, siger Hague til det britiske tv-selskab BBC.

- Men der er tale om formidabelt vanskelige forhandlinger. Så jeg kan ikke sige, hvornår de vil blive afsluttet, tilføjer han.

Det lykkedes efter tre dages intense forhandlinger ikke for Iran og de seks stormagter, Storbritannien, USA, Frankrig, Rusland, Kina samt Tyskland, at nå frem til en aftale om fremtiden for Teherans atomprogram.

/ritzau/Reuters