To anholdt for brandbombe på Christiania

Politiet har anholdt to mænd, der mistænkes for at have kastet en brandbombe efter nogle politibetjente på Christiania tidligt fredag morgen.

Bomben - en såkaldt molotovcocktail - landede kun halvanden meter fra en forbipasserende kvinde. Ilden blev slukket, inden den nåede at antænde trætrappen i opgangen i bygningen Fredens Ark.

En 22-årig mand blev anholdt på Amager i København fredag middag og senere på dagen anholdt politiet en 28-årig mand i Vanløse.

Begge sigtes for ildspåsættelse, for at have bragt andres liv og førlighed i fare og for vold mod politiet. De fremstilles lørdag i grundlovsforhør, hvor politiet kræver dem varetægtsfængslet.

Politibetjentene var på Christiania for at anholde en person, der mistænkes for et alvorligt knivoverfald på Christiania-værtshuset Nemoland den 23. juni, hvor to personer blev stukket flere gange.

Imidlertid fik betjentene oplyst, at den mistænkte gerningsmand ikke længere bor på Christiania, idet han var blevet bortvist som følge af knivoverfaldene, oplyser politikommissær Steffen Thaaning Steffensen, Københavns Politi, i en pressemeddelelse.

Han opfordrer christianitterne til at gå til politiet med deres iagttagelser i stedet for at bortvise personen, så han går fri.

- Vi er ikke i tvivl om, at beboere på Christiania lige som alle andre tager afstand fra knivoverfald, ildspåsættelse og vold mod politiet. Men vi savner i den grad, at de står frem med deres iagttagelser og afgiver vidneudsagn, siger Steffen Thaaning Steffensen.

- Det er ikke nok blot at bortvise eventuelle gerningsmænd. Vi kan ikke acceptere nogen form for selvtægt, hverken på Christiania eller andre steder i samfundet, siger han.

De to anholdte i sagen om brandbomben anses af politiet for at være en del af hashhandlernes vagtkorps i Pusherstreet.

- Vi kan mærke, at pusherne er pressede. De bliver stadigt grovere. I den seneste uge har vi oplevet fire sager med vold og trusler mod politiet. Det er stærkt bekymrende, siger Steffen Thaaning Steffensen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip