Anholdt dansker får hjælp af Udenrigsministeriet

Skrevet af admin

10/02/2015

Dagens topnyheder

Siden mandag har den 60-årige danske statsborger Said Mchangama været fængslet på øgruppen Comorerne, der ligger ud for Afrikas østkyst. Han blev anholdt, efter at han opfordrede lokalbefolkningen til generalstrejke fra mandag morgen og 72 timer frem.

Det skriver flere internationale medier.

- Vi kender sagen og behandler den som en fængslingssag, hvor vi yder konsulær bistand. Vi undersøger, hvad han er sigtet for, og om han har advokatbistand. Vi har kontakt til familien, og vi skal have konstateret, om han skal fremstilles i retten, siger Ole Egberg Mikkelsen, leder af Udenrigsministeriets Borgerservice, til Jyllands-Posten.

Said Mchangamas søn, chefjurist i tænketanken Justitia Jacob Mchangama, bekræfter over for Jyllands-Posten, at faderen er anholdt.

De lokale myndigheder anklager Said Mchangama for opfordring til had. Mange supermarkeder og forretninger holdt mandag lukket som følge af, at Said Mchangama opfordrede folk til at strejke. Desuden lukkede flere skoler.

Said Mchangama er præsident for forbrugerbevægelsen Consumer Federation (FCC) og har tidligere været finansminister på Comorerne og formand for øgruppens parlament.

Ifølge Jyllands-Posten var Said Mchangama flere gange i forhandling med Comorernes regering i ugen op til strejken.

Den omfattende strejke er en reaktion på, at Comorernes regering ikke gør tilstrækkeligt for at komme problemer med el- og vandforsyningen til livs. I landområderne, hvor en stor del af øgruppens 700.000 indbyggere bor, bliver elforsyningen dagligt afbrudt.

Udenrigsministeriets Borgerservice arbejder både i og uden for Danmark for at hjælpe Said Mchangama, der tidligere boede i Danmark i 12 år.

- Der er ingen dansk ambassade på Comorerne, og derfor er det medarbejdere på den danske ambassade i Dar es-Salaam i Tanzania, der er nærmest, og som i første række er involveret i sagen.

- Men vi har også kontakt til andre landes ambassader, der eventuelt kan bistå os, siger leder af Udenrigsministeriets Borgerservice Ole Egberg Mikkelsen til Ritzau.

/ritzau/