Anholdt Fifa-chef betaler 69 millioner kroner i kaution

Skrevet af admin

21/07/2015

Dagens topnyheder

Ikke mange mennesker vil være i stand til at betale 10 millioner dollar, cirka 69 millioner kroner, i kaution.

Det er imidlertid lykkedes for Fifa-toppolitikeren Jeffrey Webb, som for få dage siden blev udleveret fra Schweiz til USA.

Den 50-årige mand fra Caymanøerne har skrabet det store beløb sammen ved blandt andet at aflevere store værdier.

Det gælder 11 luksusure, tre biler og hans hustrus smykker. Det skriver BBC.

Jeffrey Webb var vicepræsident i Fifa, da han sammen med seks andre Fifa-medlemmer blev anholdt i Schweiz i maj.

Det blev det indledende skridt til den store korruptionsskandale, som betyder, at Fifa-præsident Sepp Blatter trækker sig til februar næste år, hvor en ny præsident skal vælges.

Jeffrey Webb har afleveret sit pas til FBI, og han skal holde sig inden for 32 kilometers afstand af retten i Brooklyn i New York.

Han står til at blive retsforfulgt for svindel.

/ritzau/