Anholdt OL-bokser forstår ikke sexanklagerne imod sig

Skrevet af admin

06/08/2016

Mest læste i dag

Den marokkanske OL-bokser Hassan Saada, som blev arresteret i Rio for sexchikane mod to rengøringsdamer, "forstår ikke anklagerne", fortæller det marokkanske bokseforbund lørdag ifølge AFP.

Politiet arresterede den 22-årige bokser fra Casablanca, fordi han er mistænkt for at have begået forbrydelsen onsdag. Det fortalte politiet i en skriftlig meddelelse få timer før fredagens åbningsceremoni.

- Ifølge vores efterforskning begik atleten sexchikane mod to brasilianske rengøringsdamer, som arbejdede i atletens OL-by 3. august, stod der i meddelelsen.

Kilder i politiet har fortalt det brasilianske nyhedsmedie G1, at Saada kaldte ofrene til sit værelse for at lade som om, at han ville stille dem et spørgsmål, hvorefter han rørte dem på en upassende måde. Det lykkedes for kvinderne at flygte.

Ifølge mediet var to andre atleter til stede, mens hændelsen skete, men de reagerede ikke på episoden.

Det marokkanske bokseforbund siger lørdag, at det er rigtigt, at de to kvinder har været på Saadas værelse. Men forbundet slår fast, at der var to andre boksere til stede, mens kvinderne var der, og at Saada "ikke forstår anklagerne imod sig".

- Dørene stod åben, og der var ingen larm eller nogen klager, skriver bokseforbundet i en meddelelse.

Det var meningen, at Saada skulle have bokset letsværvægt til OL i Rio, og den første kamp skulle have fundet sted lørdag mod tyrkiske Mehmet Nadir Unal.

/ritzau/