Anholdt for at skyde mod to drenge i Brabrand

En mand fra Aarhus er blevet anholdt for at have affyret et gevær mod to drenge på en scooter i Brabrand.

Manden forsøgte at dræbe drengene, der er 15 og 16 år, lyder det i den sigtelse, som Østjyllands Politi har rejst.

Manden, der er 26 år, nægter sig skyldig, oplyser politikommissær Helle Edelbo.

Skyderiet skete 26. november tidligt på aftenen på parkeringspladsen ved Tovshøjskolen.

Begge teenagere blev ramt i benene af hagl. De blev opereret om natten.

Straks efter skyderiet oplyste politiet, at man savnede vidner, og at man ikke havde nogen viden om motivet.

Siden da har betjente efterforsket sagen, og arbejdet har ført til, at den 26-årige blev anholdt og sigtet onsdag sidst på formiddagen.

Det er tekniske spor, som har ført til, at manden er blevet anholdt, oplyser politikommissær Helle Edelbo.

Umiddelbart er der intet, der tyder på, at den anholdte kender drengene i forvejen, oplyser hun.

Et våben, som betjente har fundet, undersøges for tiden af teknikere for at få fastslået, om det blev brugt ved skyderiet.

I et grundlovsforhør har en dommer i Aarhus torsdag bestemt, at den 26-årige skal varetægtsfængsles i fire uger.

Manden, der som nævnt nægter sig skyldig, har kæret afgørelsen til Vestre Landsret.

/ritzau/

Dagens Gossip