Anholdte danskere kommer for retten på Lesbos lørdag

Skrevet af admin

15/01/2016

Dagens topnyheder

To danskere, der er anholdt og sigtet for menneskesmugling på Lesbos, bliver først stillet for en dommer på den græske ø lørdag formiddag.

Det fortæller Melinda Arifi, der ligesom de to mænd er rejst til Lesbos for den danske nødhjælpsorganisation Team Humanity.

Hun talte kort med de to tilbageholdte efter deres anholdelse natten til torsdag, og igen fredag.

- De er chokerede, fortæller hun til Ritzau.

- Vi har været her så længe, at det ikke giver mening, at vi skulle have smuglet mennesker. Alle kender os, og vi har alle nødvendige tilladelser, siger Melinda Arifi.

De to danskere deler en celle på en lokal politistation i byen Mytilini med tre spaniere, som er anholdt i samme sag.

Senere fredag besøger Melinda Arifi dem igen.

- Jeg skal over med tæpper, tandbørster og noget mad til dem. De har det fint, men venter utålmodigt på, hvad der skal ske, siger hun til Ritzau.

Melinda Arifi mødtes fredag også med danskernes advokat, Themistoklis Kefalas, som kunne fortælle hende, at de to danskere skal for en dommer lørdag formiddag.

Hun fortæller, at den ene af de to anholdte er identisk med Salam Aldeen (33), som i september stiftede Team Humanity efter en ferie på Lesbos.

- Han kom herned uden rigtig at vide, hvad der foregik, og blev hernede. Siden kom familie og venner herned og så venners venner. Vi er i dag mellem 40 og 50 personer, der på skift er af sted, fortæller Melinda Arifi.

Den anden tilbageholdte dansker på Lesbos er den 24-årige Mo Abassi.

Melinda Arifi afviser, at Team Humanity skulle stå bag menneskesmugling og understreger, at organisationens mål er at hjælpe flygtninge, der ankommer med båd til Lesbos.

De to frivillige danskere blev sammen med tre spaniere anholdt natten til torsdag. Ifølge formanden for Team Humanity, Walle El Ghorba, var gruppen af frivillige på vej ud til en båd med flygtninge, der var ved at synke i Det Ægæiske Hav.

Om Team Humanitys arbejde på Lesbos siger Melinda Arifi:

- Vi står på stranden med fødderne i vandet og vinker bådene ind, når de ankommer, så de undgår at sejle ind i klipper og sten.

- Vi deler bananer, kiks og vand ud til de ankomne og svøber dem ind i varmetæpper. Sommetider giver vi dem strømper. Deres egne er drivvåde.

Ifølge Melinda Arifi transporterer den frivillige danske organisation også flygtningene til de lejre, der er oprettet til dem på øen.

Det er via indsamling og donationer, at Team Humanity ifølge Melinda Arifi skaffer midler til at hjælpe flygtningene.

- Vi frivillige betaler alle vores egne udgifter, herunder flytransport og ophold, af egen lomme.

/ritzau/