Anholdte narko-handlere har rod i rockermiljøet

De seks mænd i alderen 24 til 27 år sigtes for medvirken af salg af op mod 60 kilo amfetamin, kokain og ketamin, og ved anholdelserne fandt politiet 29 kilo amfetamin, kokain og ketamin. Desuden blev der beslaglagt 600.000 kroner, en række designermøbler og udstyr til opblanding af narkotika.

»Det er en sag, vi har efterforsket gennem længere tid, og vi er overbeviste om, at der er tale om rockerrelateret narkohandel,« siger chefen for Task Force Øst, Kim Kliver.

Han vil ikke nærmere ind på, hvor anholdelserne blev foretaget, kun at det skete forskellige steder på Sjælland.

Politiet mener, at gruppen har været velorganiseret, og man vil anmode dommeren om at få lukket dørene ved grundlovsforhøret af hensyn til den videre efterforskning.

»Vi håber og tror, vores materiale er godt nok til, at dommeren vil varetægtsfængsle de seks personer,« siger Kim Kliver.

Task Force Øst slog i sidste uge til mod en 26-årig mand fra Ballerup, der blev varetægtsfængslet i fire uger for at besidde ni skydevåben med ammunition.

»Man kan roligt sige, at der er gang i butikken på en række områder, hvor vi understøtter politikredsenes samlede indsats mod rocker- og bandemiljøet,« siger Kim Kliver.

Dagens Gossip