Anholdte for Odense-uro bliver løsladt igen

Skrevet af Michael Lauritsen

20/03/2013

Mest læste i dag

Fyns Politi forventer, at alle de personer, som blev anholdt ved en større politiaktion i Odense onsdag, vil blive løsladt.

Politiet anholdt 26 personer, som kørte rundt i biler i den centrale del af byen. Personerne var åbenlyst bevæbnede og råbte ad personer på gaden.

- Der bliver rejst sigtelser for overtrædelse af våbenloven og ordensbekendtgørelsen, og jeg forventer at alle bliver løsladt, når de er blevet afhørt, fortæller vagtchef Lars Thede fra Fyns Politi til Ritzau.

Knive og softguns

I forbindelse med anholdelserne beslaglagde politiet flere knive og to såkaldte softguns. Ingen af delene er alvorlige nok til, at det kan danne grundlag for en varetægtsfængsling af de anholdte.

De anholdte er personer af anden etnisk herkomst end dansk, som hører til i bydelen Vollsmose. De er alle kendt af politiet i forvejen.

Retssag mod Hells Angels

Baggrunden for urolighederne var en retssag ved Retten i Odense mod medlemmer af rockergruppen Hells Angels og dennes ungdomsklub AK81.

Rockerne er blandt andet i konflikt med det bandemiljø, som holder til i og omkring Vollsmose.

/ritzau/