Ankersen ser frem til backduel: Pladsen er min

Skrevet af admin

06/10/2014

Dagens topnyheder

Da det danske fodboldlandshold for en måned siden indledte EM-kvalifikationen med at besejre Armenien med 2-1, spillede Peter Ankersen hele kampen som højre back.

Sådan bliver det også i fremtiden, hvis det står til manden fra Red Bull Salzburg, selv om han før kampene mod Albanien og Portugal bliver presset af den tilbagevendte veteran Lars Jacobsen.

- Konkurrencen er med til at holde mig skarp. Jeg synes, jeg spillede en god kamp sidst, hvor vi vandt. Det betyder noget for mig - og så selvfølgelig, at Morten (Olsen, red.) også synes det, siger Peter Ankersen.

Han er mødt ind i landsholdslejren med en frisk succesoplevelse, efter at han scorede et mål for Salzburg i søndagens 4-1-sejr over Wiener Neustadt.

Men han kommer formentlig til at arbejde hårdt for at fastholde sin startplads i de to EM-kvalifikationskampe, hvor landstræner Morten Olsen ikke har lagt skjul på, at Lars Jacobsens rutine kan blive vigtig.

Der har været gættet på, at Olsen planlægger at bruge offensivt stærke Ankersen i den første kamp i Albanien, mens mødet med Cristiano Ronaldo og Portugal ligger bedre til Lars Jacobsen.

Men Ankersen vil spille begge kampe.

- Jeg stiler efter at spille den kamp mod Albanien, og hvis jeg gør det godt der, så må det være naturligt, at jeg også får chancen mod Portugal. Om modstanderen er Ronaldo, eller hvem det er, betyder intet for mig, slår han fast.

Danmark møder Albanien på lørdag, mens Portugal venter tre dage senere.

/ritzau/