Ankersen vil vinde titler og spille Champions League

Skrevet af admin

27/01/2014

Dagens topnyheder

I foråret skal Peter Ankersen spille nedrykningskamp med Esbjerg i Superligaen, men efter sommerpausen kan han se frem til at spille med i den sjove ende af en liga, når han tørner ud for den østrigske topklub Red Bull Salzburg.

- De deler mine ambitioner om at spille Champions League efter sommer. De vil vinde mesterskabet hvert år, og jeg vil gerne prøve at vinde en titel.

- Samtidig passer deres måde at spille på mig rigtig godt med angrebsivrig fodbold og backs, der kommer med frem. Så det passer rigtig godt, siger Peter Ankersen til bold.dk.

Efter længere tids forhandlinger offentliggjorde Esbjerg handlen mandag aften, og den 23-årige profil har også haft tid til at gøre sin research.

- Jeg har snakket med trænerne dernede, og det har bekræftet mig i, at det er det rigtige, jeg gør, fortæller Ankersen.

Han fortæller, at også den franske klub St. Etienne var inde i billedet, men det tilbud afviste han.

Esbjerg mødte både Red Bull Salzburg og St. Etienne i efterårets succesfulde Europa League-kampagne.

Nu skal Esbjerg op mod Fiorentina i turneringens 1/16-finale, og her kan Ankersen altså deltage, da han først tiltræder i Salzburg 1. juni. Han har indgået en fireårig kontrakt.

/ritzau/