Ankesystem for patienter møder kritik

Skrevet af admin

21/07/2016

Dagens topnyheder

Det system, der skal behandle anker for patientskader, møder kritik fra advokater. De mener, at systemet er indrettet uhensigtsmæssigt.

En af advokaterne er Bjarne Skøtte Jensen. Han rejser sin kritik over for Fagbladet 3F, efter at fagbladet har beskrevet, hvordan et postbud skal tilbagebetale 340.000 kroner, som hun har fået tildelt i erstatning for en knæoperation.

Det sker, fordi hun klagede over en del af erstatningens størrelse.

Han mener, at det er urimeligt, at patienter risikerer at betale erstatning, som de tidligere er blevet tildelt og har fået udbetalt, tilbage.

- Det er helt ved siden af. Lovgivningen skal ændres. Ellers tør ingen jo klage, siger Bjarne Skøtt Jensen til Fagbladet 3F.

Problemet er, at patienter kan blive tildelt erstatning og få den udbetalt i den tro, at pengene er deres. Hvis sagen ender i Ankenævnet for Patienterstatning kan de dog blive mødt med et krav om at betale pengene tilbage.

Også selv om regionen ikke anker den erstatning, som patienten har fået udbetalt og muligvis brugt i de år, en ankesag kan tage.

Karsten Høj, der er partner i Elmer Advokaterne og tidligere medlem af Ankenævnet for Patienterstatninger, er enig med Bjarne Skøtte Jensen. Han peger på, at der i nogle tilfælde er tale om flere afgørelser i samme sag om en behandling.

Hvis patienten vælger at anke størrelsen på en af erstatningerne, kan vedkommende få omgjort mere end den afgørelse, der klages over.

I så fald kan Ankenævnet for Patienterstatning nemlig vælge at revurdere berettigelsen af alle tidligere tilkendte erstatninger.

Det kan give en uheldig situation, som han har set folde sig ud i virkeligheden:

- Patienten er tilkendt erstatning efter eksempelvis fire eller fem forskellige afgørelser, som ingen klager over. Så klager patienten over erstatningens størrelse i den sjette afgørelse.

- Her afgør ankenævnet, at patienten ikke skulle have haft noget og ophæver alle de gamle afgørelser. Patienten skal nu tilbagebetale det hele. Det er efter min opfattelse uhensigtsmæssigt. Det er heller ikke en rimelig retstilstand, forklarer Karsten Høj til Ritzau.

Ifølge Karsten Høj er den praksis, og muligheden for at patienten skal tilbagebetale erstatning, særlig for patientskader. Eksempelvis er det ikke muligt ved arbejdsskadesager.

/ritzau/