Anklage: 54-årig skal miste statsborgerskab i terrorsag

Anklagemyndigheden kræver, at en 54-årig mand skal miste sit danske statsborgerskab, fordi han har støttet al-Qaeda.

Den tiltalte er Sam Mansour, der tidligere er blevet dømt for at opfordre til terror.

Manden, der er kendt som "boghandleren fra Brønshøj", har siddet varetægtsfængslet siden 12. februar i år.

Torsdag oplyser anklagemyndigheden, at tiltalen er rejst. Den er blevet godkendt af Justitsministeriet og Rigsadvokaten.

Hvis den 54-årige kendes skyldig, kræves en straf på fængsel i mindst fire år, og derfor skal sagen afgøres af et nævningeting.

Men derudover skal manden, der oprindeligt er fra Marokko, også frakendes sit danske statsborgerskab og udvises.

I bøger, tekster, videoer og på andre måder skal manden angiveligt have opfordret til væbnet jihad og forherliget terrorhandlinger, lyder påstanden.

Tidligere i forløbet har det været fremme, at han nægter sig skyldig i anklagerne.

I 2007 blev Mansour, der dengang hed Said til fornavn, idømt fængsel i tre år og seks måneder for at have propaganderet for al-Qaeda.

Retten på Frederiksberg behandler sagen fra 4. november og cirka en måned frem.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV