Anklage: Kvinde stak 81-årig i brystet med et sværd og slog ham med et vækkeur

Skrevet af admin

13/07/2015

Dagens topnyheder

Et besøg udviklede sig voldsomt, da en 40-årig kvinde i weekenden overfaldt en ældre bekendt i hans hjem i Løgstrup ved Viborg.

Kvinden, der er sigtet for drabsforsøg og røveri mod den 81-årige mand, stak sit offer med et sværd i brystet og slog ham i hovedet med et vækkeur og en stok søndag morgen.

Det mener anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Desuden pressede hun en pude mod den ældre mands ansigt og forsøgte at kvæle ham med en ledning, fremgår det af sigtelsen mod hende.

Kvinden, der nægter sig skyldig, har mandag afgivet sin forklaring under et grundlovsforhør ved Retten i Viborg.

Det foregik for lukkede døre, og derfor er det uvist for offentligheden, hvad hun har forklaret om søndagens voldsomme hændelse i Løgstrup.

Ifølge sigtelsen forsøgte gæsten ikke kun at slå den ældre mand ihjel. Hun stjal også et armbåndsur og andre ting fra ham, lyder det.

De to havde tilsyneladende kendt hinanden i kort tid, inden overfaldet fandt sted.

- De har kendt hinanden sporadisk og i få dage. De er løbet på hinanden på gaden, da de bor tæt på hinanden, siger efterforskningsleder ved lokalpolitiet i Viborg Henrik Grove til Ritzau.

Efter overfaldet søgte manden hjælp hos sine naboer, og en person i nabolaget anmeldte overfaldet til politiet søndag formiddag.

- Lægelige undersøgelser viser, at der er foretaget ting, der gør, at manden kan have været i livsfare. Der er tegn på kvælningsforsøg, siger Henrik Grove.

- Det er en ældre herre, så han er fysisk mere sårbar end yngre folk, siger han.

Offeret havde tydelige skader i ansigtet og på kroppen, men var selv i stand til at tage imod politiet, da det ankom til hans adresse.

Kvinden blev anholdt kort tid efter anmeldelsen på sin bopæl. Det var på det tidspunkt ikke muligt at afhøre hende, da hun var påvirket af medicin, oplyser politiet.

Den 40-årige blev varetægtsfængslet i fire uger efter grundlovsforhøret.

/ritzau/