Anklage: Pædagog misbrugte 22-årig autist seksuelt

Skrevet af admin

19/05/2015

Mest læste i dag

I mere end et år har en kvindelig pædagog fra det specialiserede døgntilbud Højskolebakken i Skals misbrugt en af stedets beboere seksuelt.

Det mener politiet, der ifølge Viborg Stifts Folkeblad har sigtet den 33-årige pædagog i sagen. Den forurettede er en 22-årig domsanbragt mand med en diagnose inden for autismespektret, skriver avisen.

Politikommissær Henrik Grove fra lokalpolitiet i Viborg siger til TV Midtvest, at man efterforsker sagen.

Han oplyser desuden, at kvinden blev sigtet allerede 15. april, men sagen er altså først kommet frem i offentligheden nu.

- Det er tragisk, og det er en halvsyg ung mand, der er forurettet, siger politikommissæren.

Imens efterforskningen står på, er den 33-årige fritaget for tjeneste, fortæller områdeleder i Region Midt, Lars Aarup Jensen, til Viborg Stifts Folkeblad.

Ifølge faren til den 22-årige er hans søn lige nu tynget af sagen - han er en sårbar person, der føler både skyld og skam, og som samtidig frygter for sin egen situation.

Han er nu flyttet til en retspsykiatrisk afdeling.

Det er uvist, hvordan pædagogen forholder sig til sigtelsen.

/ritzau/