Anklage: Politimand fik millioner fra hash-salg

Millionerne ruller fra hashmarkedet i Christiania, og mange lever højt på de illegale forretninger - og blandt dem er en politimand, hævder anklagemyndigheden.

I en usædvanlig sag onsdag i Københavns Byret er politimanden tiltalt for at have modtaget mellem tre og fire millioner kroner fra det hashsalg, som hans daværende samlever angiveligt var dybt involveret i.

Pengene er blandt andet brugt på at købe en stribe campingvogne, otte biler, et par grunde i Borup og en restaurant i Thailand, påstås det i anklageskriftet, som handler om groft hæleri.

- Han nægter sig skyldig, siger den tiltaltes forsvarer, advokat Martin Leth Hansen, forud for onsdagens retsmøde i Københavns Byret.

Sagen har været længe undervejs.

Det var i marts sidste år, at han blev anholdt og sigtet af sine kolleger, der diskret havde arbejdet på at samle beviser om den organiserede hashhandel.

I alt blev godt 80 mennesker anholdt i den sag, som politiet døbte "Operation Nordlys."

Dette førte til en stribe straffesager i Københavns Byret, og blandt de dømte var samleveren. I februar i år blev hun straffet med fængsel i to år og seks måneder.

Og nu risikerer han altså også et ophold bag tremmer, efter at en mentalundersøgelse tilsyneladende har vist, at han er egnet til almindelig straf.

Hvis anklagemyndigheden viser sig at få medhold i retten, var der ikke tale om en pludselig indskydelse fra politimandens side. Hæleriet stod på i mere end fire år, hævdes det.

Ifølge planen skal sagen i byretten behandles over tre dage.

/ritzau/

Dagens Gossip