Anklager: Bankchefer fik andre til at snyde

De tidligere direktører i Sparekassen Himmerland og i Ebh Bank fik ikke selv snavs på fingrene, da der blev manipuleret med kursen på sparekassens aktier.

Det fastslår en af anklagerne fra Bagmandspolitiet i sin afsluttende tale til Retten i Hjørring torsdag formiddag.

- Svend Jørgensen har hovedansvaret for kursmanipulationen i sparekassen, selv om han havde andre til at gøre det beskidte arbejde, siger specialanklager Jørn Thostrup om sparekassens tidligere chef.

Helt samme ord fik Ebh Banks Finn Strier Poulsen med på vejen.

Svend Jørgensen sidder for det meste og kigger ned i gulvet, mens han lytter i retssalen - og han har torsdag måttet høre på endnu en irettesættelse.

19. november 2008 udsendte Sparekassen Himmerland nemlig en fondsbørsmeddelelse som reaktion på en artikel i Jyllands-Posten samme dag.

Sparekassen afviste avisens påstand om, at Ebh Bank havde støttet sparekassen ved køb af aktier.

- Han spiller med fordækte kort ved at udsende en vildledende meddelelse, siger specialanklageren.

Tre mellemledere i de to pengeinstitutter er også tiltalt for at have deltaget i fupnummeret, hvor Ebh Bank påstås at have sørget for at holde sparekassens kurs oppe på 600 i godt otte uger.

Forinden havde de to direktører aftalt at købe for 10 millioner kroner i hinandens selskaber. Og den aftale var helt i orden, lyder det fra Bagmandspolitiet.

- Det kan give god mening med gensidige aktiekøb, siger Jørn Thostrup.

Problemet er, at man ikke nøjedes med at handle med hinanden. Man gik på børsen, hvor Ebh Bank holdt hånden under sparekassens kurs. Og det betød en vildledning af markedet, konkluderer anklageren.

Beviserne er i vidt omfang såkaldte voicelogs, som er optagelser af telefonsamtaler med dealere og ledere, der handler værdipapirer.

"Nå, ja, jo, der er noget med, at vi er bagstopper for det," sagde Finn Strier Poulsen til en dealer, der nævnte bestræbelserne på at holde sparekassens aktier på 600.

De tiltalte nægter sig skyldige. Deres forsvarere kommer til orde senere torsdag.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV