Anklager bekræfter terror på fransk fabrik: Bånd til IS

Skrevet af admin

30/06/2015

Dagens topnyheder

En fransk anklager siger, at der lå et terrormotiv bag, da en mand fredag i sidste uge skar halsen over på sin chef på en gasfabrik i det østlige Frankrig.

Efterforskningen bekræfter ifølge anklager François Molins en forbindelse til Islamisk Stat i Syrien.

Der er "indikationer på et terrormotiv i Yassin Salhis handling, selvom det også er begrundet i personlige forhold," siger Molins.

Den 35-årige mand har længe været kendt af efterretningstjenesten for sine radikale synspunkter.

Yassin Salhis angreb "stemmer meget præcist overens med ordrer" fra Islamisk Stat, siger anklageren, som mener, at det ligner et "martyrangreb".

- Halshugning vækker minder om terrorgruppens sædvanlige modus operandi, lyder et af argumenterne fra Molins.

Brandmænd, som blev tilkaldt under angrebet, fandt Salhi i gang med at åbne gasflasker på fabrikken Air Products nær Lyon, mens han råbte Allahu akbar - Gud er størst.

Efterfølgende fandt de hovedet af den 54-årige chef Herve Cornara, som Salhi ifølge eget udsagn kvalte "med en hånd", inden han skar halsen over.

- Salhi skar hovedet af sit offer. Han satte det op på hegnet for at tiltrække maksimal opmærksomhed. Det har han fortalt under afhøringen.

Hovedet var sat på hegnet med en kæde og omgivet af to islamiske flag, som var købt dagen inden angrebet.

Salhi har også ifølge politiet erkendt, at han forsøgte at sprænge fabrikken i luften.

Han blev søndag flyttet fra varetægt i Lyon til Paris.

Salhi ville ikke sige et ord det første døgn efter angrebet, men han har senere forklaret, at han ikke har nogen erindring fra de makabre øjeblikke.

Han hævder også, at han ikke kan huske, at han har sendt to foto fra forbrydelsen til en fransk jihadist i Syrien - blandt andet en selfie.

Han siger, at "motivet alene er personligt, og at handlingen ikke er en terrorhandling."

Men efterforskningen har fastslået, at Yassin Salhi var i "jævnlig kontakt" med en fransk jihadist, Sebastian Yunis, som rejste til Syrien i november.

/ritzau/AFP