Anklager: Blatter har handlet illoyalt over for Fifa

Skrevet af admin

25/09/2015

Dagens topnyheder

Den schweiziske statsanklager siger fredag, at Sepp Blatter er mistænkt for at have foretaget en illoyal Fifa-betaling på to millioner schweizerfranc til Uefa-præsident Michel Platini.

Det er første gang, at den afgående præsident hos Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Sepp Blatter, bliver personligt rodet ind i anklager i forbindelse med mulig korruption.

Det er ligeledes første gang, at den siddende præsident hos Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), Michel Platini, drages ind i sagen.

En kilde hos schweiziske myndigheder fortæller, at Uefa-præsident Michel Platini har ønsket at bidrage med informationer i efterforskningen af Sepp Blatter.

Platini stiller op til præsidentvalget i Fifa til februar næste år.

Anklageren fortæller desuden, at Blatter har forbrudt sig mod forpligtelserne som leder af Fifa og forbundets marketinginteresser.

Blatter er også mistænkt for at have underskrevet en kontrakt i 2005 med det caribiske fodboldforbund, som var ugunstig for Fifa.

/ritzau/